Det var med en vis forhåndsspænding, jeg gik ind til Ole E. Pettersons udstilling i Galleri Nybro. Petterson er tidligere bibliotekar, som jeg selv gammel sciencefiction-fan og illustrator af mangen en frydefuldt erindret science fiction publikation fra the heydays of our summer. Ejendommeligt nok havde han som Daniel Goldenberg foretaget springet fra fantastik til opstilling. Ligheden strakte sig sågar til begge kunstneres pertentligt naturalistiske gengivelse af frugter. Udstillingens pièce de résistance var så afgjort et stort billede, hvorpå man så mennesker fra forskellige miljøer og tidsaldre tryllet ind i kunstnerens idylliske 105-årige sommerhus i Rørvig: en kvinde hentet ind fra et maleri af Vermeer van Delft, en japansk kunstner ved sin fernisering, en ligeledes japansk bambusekspert (fik jeg at vide) og kunstnerens kone, Lis, ved en fladskærm. De var netop stillet op. Fungerede som elementer i en collage. Var til stede samtidig (som legende treårsbørn), men ikke sammen. Der var ingen kommunikation, ingen kontakt, ingen viden om de andres tilstedeværelse; og det ved jeg nok, hvad Leo Tandrup ville have ment om. Sådan ideologisk er jeg ikke utilbøjelig til at give ham ret - men det udelukkede nu ikke, at billedet var ganske spektakulært. Værd at dvæle ved var også et følsomt portræt af hustruen.

Palle Juul Holm