Der er kunst, som falder ned gennem tiden, ud gennem tidens afgrænsninger, og således gennemhuller forestillingen om kunstens aktualitet. Måske er det den kunst, som holder længere end alt andet?
Dét er den kætterske tanke man får, når man første gang præsenteres for maleren Ole E. Pettersons billeder. Man stopper op. Tøver. Undres. Forvirres. Fascineres. Det er som at bladre i en bortkommet bog, fyldt med fortællinger om glemte øjeblikke. Det er som at kigge ind gennem et nøglehul og blive præsenteret for en historie i en række anelsesfulde glimt. En historie uden begyndelse, forløb og slutning. Som tvinger beskueren til at lege privatdetektiv, på sporet af en gåde, der kræver at blive løst.
Man kan kalde Ole E. Pettersons billeder for så meget: Ny-surrealisme, magisk realisme - måske endda en slags ny-symbolisme. Det er vel egentlig underordnet. Lad os starte med at fastslå, at han kan sit kram, sit håndværk. Og at han har noget på hjerte. Han vil fortælle gode historier. Og det gør han, i fabulerende og forrygende grad. Han er nemlig en ægte fortæller, der - uden moralisme - er faldet i forundring over sine omgivelser og deres skjulte hemmeligheder.
Intet er, hvad det synes at være i hans univers. Fornuften er sat fra bestillingen. Det underbevidste regerer. Drømme er lige så virkelige som den såkaldte virkelighed. Måske er vi en drøm, drømt af nogen andre?
Ole E. Pettersons billeder er fyldt med sammentræf og associationer. Som beskuer sættes man ind i en labyrint, som man selv må finde ud af. Kunstneren kan virke gammelklog og litterær, og alligevel adlyder han kun billedets egne love og mønstre. Hvis han virker hemmelighedsfuld, er det kun fordi beskuerens egen fantasi bevæger sig ad hemmelighedsfulde stier.
Man forbavses ikke, når man hører, at kunstneren i sin tid lod sig inspirere af såvel Hieronumus Bosch som af Salvador Dali. Han henter helt sikkert sine inpirationer fra de samme dybder som de to gamle klassikere i kunstens verden. Og de to store klassikere kan roligt være stolte over, at have en slags nutidig efterfølger som Ole E. Petterson. Ikke fordi han ligner dem. Det gør han slet ikke. Men han henter tydeligvis sine inspirationer fra det samme arsenal af drømme og visioner og parallelle universer, som de to gjorde.
Enhver form for virkelighed er som en kinesisk æske. Der gemmer sig hele tiden nye æsker inden i de æsker, vi først åbner. Ole E. Pettersons kunst er således for de eftertænksomme, de fabulerende og de nysgerrige, for hvem fornuften til enhver tid er en dårlig forklaring på, hvordan alting hænger sammen.
Man snyder sig selv, hvis man ikke snarest går på opdagelse i hans forunderlige og stemningsfulde billedunivers.
Ole Lindboe
Redaktør af Magasinet Kunst. Forfatter til en lang række kunstbøger.
Gæsteprofessor i billedkunst ved Venedigs Internationale Sommerakademi.